AOH Hun hjælper gadens børn

Foto: Privatfoto

Tove Videbæks hjerte banker for gadebørnene i Nicaragua.

Hun hjælper gadens børn

Efter et besøg i Nicaragua oprettede byrådspolitiker Tove Videbæk foreningen Børnenes Liv

15. marts 2013, 14:47

Af Rikke Nørgaard


 - Midt i den myldrende trafik løb børn i alderen fem til 15 år ind og ud imellem bilerne og tiggede eller tilbød at vaske bilruder. Bagefter spiste de madrester, som bilisterne smed ud til dem. Nogle af dem slikkede på tomme pizzabakker eller sniffede lim. Det rørte mig dybt i hjertet, og jeg måtte bare gøre noget, fortalte byrådspolitiker Tove Videbæk på Hotel Dalgas, da hun berettede om foreningen Børnenes Liv, som hun oprettede efter et besøg i Nicaragua.

Kirke i Managua

For at kunne hjælpe nogle af de 150.000 børn, der lever på gader og lossepladser i Nicaragua, har foreningen Børnenes Liv allieret sig med en kirke, som ligger i midten af Nicaraguas hovedstad, Managua.

Denne kirke gør et stort socialt arbejde med børnehjem og skoler og deler hver dag mad ud til hundredvis af børn. Sammen med denne kirke vil Børnenes Liv gennemføre et projekt, hvor gadebørn og børn fra lossepladser kommer i skole, får sund mad, samt får træning i et praktisk erhverv.

Forsørge sig selv

I første omgang vil det være landbrug, med fokus på nogle få tropiske afgrøder, som børnene skal lære at dyrke og sælge, således at de med tiden vil kunne forsørge sig selv.

Bestyrelsen for Børnenes Liv består af: Hugo Martinussen, Ikast (tidligere chef i Jyske Bank), Allan Vinge, Brande (læge), Agner Ebild, Give (pædagog og plejefar) og Tove Videbæk.

                                                                                                © Børnenes Liv